#1 Introduktion af endnu en blogger
Mit navn er Nicholas Hjorth, jeg er 24 år, og jeg er Head Coach for Søllerød Gold Diggers U16. Jeg har coachet i 3 år og været Head Coach i 2 af de år. Formålet med denne blog vil være at dele nogle af de erfaringer og fejl jeg har begået som coach og snakke om mit U16-hold og deres forberedelse til 2010-sæsonen i U16 JNL. Bloggen vil forhåbentlig kunne bidrage til andre coaches ved at belyse nogle af de ting, som jeg mener, vi gør rigtigt i Gold Diggers. Jeg er selv offensiv koordinator, så de fleste af mine taktiske erfaringer kommer fra angrebet.
Jeg spiller også på seniorholdet og har spillet på SGDs seniorhold i fem år, tre under Kim Ewé og to under Philip Borggaard. Før det spillede jeg junior i Kronborg Knights som U19’er i tre år, som gav mig et solidt fundament til at udvikle mig til, hvor jeg er i dag.
I mit første år som football-spiller kom vi i finalen og tabte 30-0 til Herlev Rebels. Jeg tog ikke imod sølv-medaljen, da jeg havde fået begrænset spilletid hele sæsonen og ikke følte jeg fortjente medaljen. Når jeg nu ser tilbage på det, med den viden jeg har nu som head coach, ville jeg have taget imod medaljen. Al succes et hold har, skyldes den indsats som samtlige spillere har lagt i holdet til træning. Selv de spillere, som slet ikke er kommet på banen, men har været der til hver træning, er ligeså meget ansvarlige for holdet succes, som spilleren der har grebet sit 10. TD i sæsonen. Uden nogen at stå overfor til scrimmage til træning, ville den startende WR ikke kunne have scoret 10 TDs. De spillere, der kommer til træning, løfter holdets niveau og gør alle bedre. Det var der desværre ingen, som fortalte mig dengang. Ellers havde jeg taget imod medaljen.
Min begrænsede spilletid min første sæson gjorde mig meget ked af det. Alle vil gerne på banen, og i den alder havde jeg svært ved at sammenligne mig selv med mine konkurrenter og indse, at de sgu nok var bedre end mig. Den manglende spilletid fik mig til at tro, at jeg var en dårlig spiller. Nu ved jeg, at det er helt normalt, at førsteårs-spillere ikke får meget spilletid. Jeg vil også kommunikere flere gange i løbet af året til alle oprykkerne fra U13 og U16, at de ikke skal forvente spilletid deres første år på et nyt niveau, og at det er helt normalt at være på sidelinjen sit første år. Man skal være rigtig dygtig, og der skal være et hul på holdet, man rykker op til, hvis man skal starte som førsteårs. Det var der desværre ingen, som fortalte mig som junior. Efter at have siddet på bænken i et år svor jeg, at jeg ville gøre alt for at være på banen.
For lige at få dette på det rene: I min verden er en førsteårs-U16’er en spiller, som har tre sæsoner tilbage på U16. En andenårsspiller har så to sæsoner osv. Det er altså ikke det samme som rookie.
Det var først, da jeg kom på U19 landsholdet (i mit sidste år som U19’er) og gentagne gange blev rost for mine blocking evner i campen, at jeg indså, at jeg var dygtig. Det bedste øjeblik for mig var, da Anders Frellsen (OL fra Herlev Rebels) sagde til mig: ”Det er svært at svine dig, når coachen hele tiden siger, du er den bedste blocker på holdet.” Jeg husker også en træning, efter hvilken flere spillere kom hen til mig og sagde ”godt spillet idag.” Det var et stort boost for mig.
Jeg spillede EM-kvalifikationskamp mod Finland i 2003 eller 2004, som vi godt nok tabte, men kom med til EM i 2004 i Moskva på et italiensk afbud. Vi boede på et olympisk hotel, som blev bygget, da Moskva var vært for OL på et eller andet tidspunkt. Jeg husker to ting ved hotellet: Der sad en alfons og hans to piger på stue-etagen, og maden til buffeten var så gennemkogt, at vi hældte salt på for at give maden smag. Jeg var med som TE og longsnapper, og vores angreb formåede ikke at score et eneste TD. Vores forsvar kæmpede røven ud af bukserne og scorede turneringens eneste danske TD på en interception. Turneringen blev til en 6. plads-medalje med et blå-gult bånd, efter vi havde tabt til svenskerne i den sidste kamp. En noget uheldig farve til medalje-båndet. Flere af forsvarsspillerne græd, efter vi havde tabt til svenskerne. Jeg følte mig for magtesløs og ineffektiv til at kunne græde over min indsats. Stats kan findes her http://www.efaf.info/text.php?Inhalt=ejc2004
De to næste år i Knights blev til en semifinale, som vi tabte til Vejle efterfulgt af en sæson uden slutspil for vores vedkommende. Jeg var starting TE i stort set alle kampene i den periode. Jeg spillede ikke forsvar overhovedet, da jeg ikke kunne finde ud af at tackle dengang. Det lærte jeg først senere. Nu spiller jeg så defensive end og fik lov til at vinde en Mermaid Bowl, hvor jeg startede som DE. Jeg vil ikke gå mere ind i min tid som seniorspiller, andet end at det var fantastisk at vinde Mermaid Bowl med the Team, og jeg er så stolt over, at vi holdt nullet mod det mest scorende angreb i år, og at jeg fik lov til at være en del af det. Razor fik scoret 28 og 29 point i vores to opgør i den regulære sæson. At gå fra det og hen til at holde dem til 0 point i den største og vigtigste kamp i vores liv…ja, kan man sætte ord på det? Jeg tror stadig der går et par uger, inden jeg fatter det, selvom medaljen hænger ved siden af mig hver dag.
Det var lidt om mig, og hvor jeg kommer fra. Min blog vil være delt op i to dele – En om coaching og en om SGD. Titlen på blog-indlægget vil angive, hvilken kategori indlægget hører til. Mit mål er, at jeg skal skrive en blog hver uge, som vil udkomme om onsdagen, men om jeg kan finde på nok materiale til en blog hver uge, vil tiden vise. Lige nu vil jeg forsøge at veksle mellem at skrive om coaching og SGD, så der kommer et indlæg i hver kategori hver anden uge forskudt. Hvis I har nogle ting, I ønsker jeg skriver om, så kontakt mig på u16@gold-diggers.dk, da jeg gerne tager imod inspiration. Coaching og taktik spørgsmål er specielt velkomne, da det er det primære formål med bloggen.
Nicholas Hjorth
Mit navn er Nicholas Hjorth. Jeg er født i 1985. 2007 - U16 HC Ingen sejre. 2008 - U16 HC 0-9. 2009 - U16 HC 4-5 Coach of the Year. 2010 - U16 HC 8-2. 2011 - U19 HC 7-1 Danmarksmester, U17 landshold DL. 2002-2004 U19 Kronborg Knights TE 2004 U19 landshold TE/LS. 2005-2006 Senior Gold Diggers alle pladser. 2007-2010 Senior Gold Diggers WR/DE/LS. Lineman of the year 2008.

