Vedtægter for Søllerød American Football Club

 

§ 1 Navn og hjemsted

Foreningen Søllerøds American Football Club, der har hjemsted i Rudersdal kommune, er stiftet den 13-01-2003.

Foreningen er tilsluttet DAFF under Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og er underlagt disses love og bestemmelser.

§ 2 Formål

Foreningens formål er at dyrke Amerikansk fodbold og med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben at udbrede kendskabet til denne idræt. Endvidere at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen.

§ 3 Medlemskab

Bestyrelsen kan optage enhver med interesse for klubben.

Passive medlemmer har ikke adgang til selve idrætsudøvelsen, men er valgbare til bestyreIsesarbejde.

§ 4 Indmeldelse

Indmeldelse skal ske skriftligt på indmeldelsesblanket til foreningens formand/sekretær/kasserer. For medlemmer under 18 år skal indmeldelsesblanketten underskrives af forældre eller værge.

Indmeldelsen er bindende for mindst tre måneder, efter en prøvetid på 30 dage.

§ 5 Udmeldelse

Udmeldelse skal ske skriftligt til formand/sekretær/kasserer på enten E-mail eller alm. Post  med en måneds varsel til udgangen af et kvartal.

Udmeldelse kan kun accepteres, hvis medlemmet ikke har noget økonomisk mellemværende med foreningen.

§ 6 Kontingent

Kontingentet fastsættes på den ordinære generalforsamling.

Indbetalingsterminer, opkrævningsform samt restancepolitik fastsættes af bestyrelsen, og formidles til klubbens medlemmer.

§ 8 Udelukkelse og eksklusion

Såvel i sager om udelukkelse som eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.

I sager om eksklusion har medlemmet krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. En generalforsamlings afgørelse af en eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægter.

§ 9 Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af Januar måned.

Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle aktive medlemmer, som ikke er i kontingentrestance.

Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.

Generalforsamlingen indkaldes med mindste 4 ugers varsel med opslag på foreningenshjemmeside og evt. Med opslag på spillestedet eller klubblad.

Kandidater til bestyrelsen skal være bestyrelsen i hænder seneste 14 dage før generalforsamlingen

Forslag som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse.

Er der indkommet forslag, fremsendes disse til medlemmerne sammen med dagsorden og det reviderede regnskab sådan, at dette er medlemmerne i hænde senest en uge før generalforsamlingen.

En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

§ 10 Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

1 ) Valg af dirigent og referent

2 ) Bestyrelsens beretning til godkendelse

3 ) Forelæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år til godkendelse

4 ) Fastsættelse af kontingent

5 ) Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år

6 ) Behandling af indkomne forslag

7 ) Valg af formand

8 ) Valg af bestyrelsesmedlemer på valg

9 ) Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen

10 ) Valg af revisor

11 ) Eventuelt

§ 11 Generalforsamlingens ledelse m.v.

Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen. Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.

Dog kræver vedtægtsændringer og foreningens opløsning kvalificeret majoritet – jvf. § 17 og § 18.

Valgbare til bestyrelsen er medlemmer der er myndige og fyldt 18 år. Forældre/værge til medlemmer under 18 år er valgbare.

§ 12 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en femtedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet.

Generalforsamlingen skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.

§ 13 Bestyrelse – Valg

Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold.

Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.

De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægterne.

Bestyrelsen består af en formand, 4 medlemmer og 2 suppleanter, som vælges af den ordinære generalforsamling. Alle medlemmer af bestyrelsen vælges for 1 år ad gangen.

Efter den ordinære generalforsamling eller på førstkommende møde konstituerer bestyrelsen sig med næstformand og kasserer.

§ 14 Forretningsorden og tegningsret

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 5 af dens medlemmer, heriblandt formanden eller næstformanden, er til stede. Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol. Foreningen tegnes af formanden, næstformanden og kasseren, to i forening.

Ved økonomiske dispositioner under kr: 3000 tegnes foreningen af Formanden, Næstformanden eller Kasseren hver for sig

Ved økonomiske dispositioner over kr: 3000 tegnes foreningen af Formanden, Næstformanden eller kasseren to i forening, eller Formanden, næstformanden eller kasseren i forening med 2 bestyrelsesmedlemmer

Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen. Ligeledes skal låneoptagelse godkendes af generalforsamlingen, dog kan bestyrelsen i et regnskabsår stifte gæld svarende til 10% af kontingentindtægterne fra forrige regnskabsår.

§ 15 Regnskab

Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Bestyrelsen skal inden den 14. januar afgive driftsregnskab for det foregående år og status pr. 31. december til revisoren.

Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift.

Driftsregnskab og status udsendes til foreningens medlemmer sammen med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling.

§ 16 Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant

Revisoren skal hvert år i januar måned gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er tilstede.

Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og driftsregnskab og status forsynes med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

§ 17 Vedtægtsændringer

Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

§ 18 Foreningens opløsning

Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling.

For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst 2/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede. For at forslaget kan vedtages kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget.

Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede.

Eventuelle midler skal ved en opløsning af Søllerød American Football Club anvendes til andet ungdomsarbejde i Rudersdal kommune.

§ 19 Klubbens etiske love og regler

Enhver af foreningens, såvel aktive som passive medlemmer, herunder trænere, er omfattet af ” Etiske love og regler for Søllerød American Football Club.doc”, udfærdiget af bestyrelsen.

Overtrædelse af de etiske love og regler kan medfører udelukkelse eller eksklusion jf. §8